Det er nu næste dag. Nikoline og jeg er begyndt, at knytte et tæt bund. Jeg kan godt lide hende.
Lige siden i går har jeg ikke kunne få William ud af mit hovede. Jeg håber virkelig, at vi kommer til at tale sammen. Jeg kommer cyklende da en bus holder ind, ved busstoppestedet. Jeg kigger på de mange folk der stresser ud af bussen. Jeg griner lydløst, men lige pludselig ser jeg William stige ud.
Mit hjerte banker hurtigere end nogensinde. Det gør helt ondt i min mave. Jeg ved ikke om det er glæde eller noget andet. Min puls er sikkert alt for høj. Jeg har aldrig haft det på den her måde før. Hvad sker der?
Jeg skynder mig, at cykle hen til skolen før han går forbi.
Da jeg kommer ind i klassen, sidder Nikoline allerede på sin plads.

"Hej Lea!" Siger hun glad og vågen.

"Hejsa, Nikoline jeg må snakke med dig. Nu!"

Jeg kender hende ikke så godt, men jeg føler, at jeg kan stole på hende.Vi går ud fra klassen.

" Hvad så? Er der sket noget? "

"Nej nej, men jeg har nogle mærkelig følelser i min krop, og jeg ved virkelig ikke, hvad det er" siger jeg nervøst.

" Fortæl!" Hun er lidt ivrig efter min mening, men forståeligt nok.

"Altså jeg så William gå ud af bussen i morges, og mit hjerte begyndte, at slå dobbelt så hurtigt som normalt. Min puls var alt for høj, og jeg fik helt ondt i maven. Hvad sker der med mig?"

"Ej, Lea. Du er da forelsket!"

Forelsket? Jeg har aldrig været forelsket før. Drenge havde aldrig rigtig interesseret mig. Læreren kom ind af døren inden jeg fik sagt mere.
Vi fik fri tidligt i dag, fordi vi er startet i en ny klasse. Jeg gik ud i gangen for at tage min jakke på, da døren åbner. Det er William. Mit hjerte stopper. Han smiler til mig. Orh hvor er han dog dejlig. Jeg smiler tilbage, med et håb om at jeg ikke ligner en idiot alt for meget.
Jeg går så langsomt jeg kan ud til cyklerne, jeg håber at han går forbi mig. Jeg kigger tilbage. Der kommer han! Mit hjerte begynder at banke. Hurtigt.
Da han går forbi mig, får vi øjenkontakt. Det er den akavet af dem.
Jeg står og sunder mig over mit korte hjertestop, da der kommer en lyd fra min mobil.
Det er en venne-anmodning på facebook. Den er fra William. Jeg hopper af glæde, uden af tænke på, hvad andre folk tænker. Jeg skynder mig ind på den, men står og venter et minut med, at svare på den. Jeg vil nødig virke for desparat.

Hej! Jeg håber at du kan lide det jeg har skrevet! Der vil komme noget nyt meget snart:)