Jeg cyklede hurtigt. Jeg vil bare ikke komme for sent! Jeg kigger på mit ur. Den er halv tre. Vi skal mødes om et kvarter. Jeg er spændt og nervøst. Sommerfuglene har en 3. Verdens krig i min mave. Nu det begynder det igen. Min puls. Den er høj.
Jeg begynder, at kunne se fodboldbanerne, men jeg kan ikke se William. Jeg stiller cyklen henne ved stativet. Der står en anden cykel op af muren. Den er rusten og ser gammel ud. Faktisk lidt uhyggeligt. Her er helt stille. Jeg begynder at gå lidt længere ind til de andre banerne, som er gemt bag en mindre skov. Der er stadig ingen William at se. Jeg sætter mig sæderne, som man plejer, at se kamp på. Der er helt stille, og øde. Jeg kigger på min mobil. Den er 14.45. Han er sikkert bare sent på den. Intet problem.

Klokken er 16.00 nu. Kommer han? Ja! Selvfølgelig gør han det...

Klokken er 16.15 nu. Måske kommer han ikke.

16.30 stadig ingen William. Burde jeg skrive til ham? Nej, ikke for ivrig Victoria.

Nu er den 16.45. En time for sent. Han komme ikke. Men jeg venter et kvarter mere, bare for, at være sikker. Tænk nu, hvis han kom og så brændte jeg ham bare af.

17.00 han kommer ikke... Jeg begynder af gå hen på mon cykle. Hvad tænkte jeg da også? Han er alt for god til mig! Jeg mærke noget vådt på min kind. En tårer.