Rriiinnngg Rriiinnngg
Din telefon ringer og du finder den frem mens Iseul stopper musikken. På displayet står der "FAKE BADBOY". Du tager den op til øret

Dig: Hvad så Ji

Ji-Ho: Kom hjem og tag lillesøster. Mor og far er på hospitelet. Jeg er der også. Du skal ikke blive hjemme. Det var en ulykke. Kun hent lillesøster i børnehave OG RØR IKKE HUSET!

Han ligger på og jeg taber telefonen på gulvet.

Iseul: Hvad er der

Dig:MineforældreerpåhospitaletminbrorersammenmeddemjegskalhenteminlillesøsteriskolejegmåIKKEtagehjem.

Siger du og bryder ud i gråd.
Efter lidt tid tager Iseul sig sammen til at sige noget:

Iseul: Dig og din søster kan sove hos mig. Mine forældre kommer først hjem på fredag (idag er det mandag)

Dig: T-t-ta-k snøfter du.

2 dage senere må du tage ud på hospitlet
På Hospitalet:
Du går med hurtige skridt ned ad gangen hvor dine forældres værelse er. Da du er nået til nr.178 åbner du forsigtigt døren og kigger ind. Ganske rigtigt står der to senge med en i hver. Rundt om sengene står der mange maskiner og stativer. Du går hen til din mor. Der sidder mange nåle i armene på hende og hun har lukket øjne. Du ved hun ikke er død for der står en maskine ved siden af hende og trækker vejret for hende. Du hører lydene den siger som et hjerteslag. Tik tak tik tak. Men meget langsomt. Du går hen til din fars seng og ser han også har mange nåle i armene.

Så snart du er ude af døren kommer en læge løbende ind i rummet. Du kigger ind igen men kan ikke høre maskinerne.

Du kan mærke tårerne  presse på. Du lover dig selv at dette er dine sidste tårer. At dine sidste tårer skal være for dine forældre. 



Nu hvor de er væk vil du aldrig græde